
Den skotske nationaldigter, Robert Burns (1759-1796) har fødselsdag den 25. januar. Herhjemme er han bedst kendt for digtet »Auld lang syne«, som Jeppe Aakjær i 1927 fordanskede til »Skuld gammel venskab rejn forgo«.
I hjemlandet fejrer man ham i dagene omkring hans fødselsdag med »Burns Suppers«, en traditionsrig middag, hvor hovedretten altid er Haggis, og hvor det er et fast element, at Burns' digt »Address to a Haggis« bliver reciteret.
Slow Food København Nordsjælland og Nose2Tail Madbodegas fejrer Robert Burns og hylder indmaden den 24. januar.
Haggis, der bedst kan sammenlignes med finker, består af indmad og afpuds fra får, som er blandet med havre krydret, og derefter kogt i fårets mave. Den serveres traditionelt med »neeps and tatties«: Mos af kålrabi og kartofler – og med whisky.
I Slow Food synes vi det er oplagt at fejre Robert Burns' fødselsdag med en ægte »Burns Supper« – dels fordi vi gerne vil holde liv i traditionelle råvarer, retter og tilberedninger, dels fordi vi mener indmad fortjener ære og oprejsning i gryder og på tallerkener.
Vi har inviteret Richard O'Connor, der til daglig driver chokoladefirmaet »Chocolate and Love« til at stå for recitationen af Burns-tekster, og afholder arrangementet på Nose2Tail Madbodega i Kødbyen.
For prisen, der er 350,- for medlemmer af Slow Food og425,- for ikke-medlemmer, får du tre retter mad og et glas whisky. Drikkevarer derudover kan købes i baren.
Nose2Tail Madbodega, der drives af Martin Becker Rasmussen, Teitur Christensen og Søren Haahr, er Københavns første bæredygtige madbodega, baseret på »nose to tail«-princippet.
»Nose to tail« går ud på at hele dyret skal bruges fra snude til hale, så man undgår spild. Hos Nose2Tail i Kødbyen er »nærhed« et andet princip: Kødet og grøntsagerne leveres fra små, lokale og helst økologiske landbrug.